top of page

Forandringsparathed

Hvad er det?

AI-systemer er ofte trænet på store datamængder, der er indsamlet på et bestemt tidspunkt. Det betyder, at AI’en på mange måder afspejler verden, som den så ud dengang – ikke nødvendigvis, som den ser ud i dag. Og i en verden i konstant forandring, kan det være et problem, hvis AI ikke løbende opdateres, justeres og udfordres.


Det gælder både holdninger, sprog, demografi, kultur og samfundsforhold. En AI-model kan fungere fint i månederne efter, den er trænet – men over tid risikerer den at blive upræcis, skæv eller direkte misvisende, fordi dens forståelse ikke følger med virkeligheden. Derfor er forandringsparathed – både teknisk og organisatorisk – en afgørende del af ansvarlig AI-anvendelse.

Eksempler
  • Et tydeligt eksempel ses i billedgeneratoren Midjourney, hvor man ofte får billeder af ældre, hvide mænd, hvis man beder om en illustration af en "læge". Det skyldes, at modellen er trænet på globale billeddata, som afspejler gamle og stereotype forestillinger – ikke nødvendigvis den faktiske virkelighed på fx danske hospitaler, hvor der i dag er flere kvinder end mænd og relativt stor etnisk diversitet.


  • Et andet eksempel er AI-oversættelsesværktøjer, som ofte fejltolker vendinger, hvis sproget har ændret betydning over tid. Et klassisk eksempel er det danske ord ”bjørnetjeneste”, som traditionelt betyder en uønsket hjælp – men som mange unge i dag opfatter som noget positivt. Hvis en AI-model ikke er opdateret med nutidig sprogbrug, kan den fejltolke eller fordreje budskaber, selv når oversættelsen grammatisk er korrekt.

Hvad skal man overveje?
  • Overvej hvor og hvordan forældelse i data kan påvirke din brug af AI. Gør du brug af forudtrænede modeller, så undersøg hvornår de sidst er blevet opdateret – og vær opmærksom på, at de kan rumme gamle normer, forældede fakta eller ændrede kontekster.


  • Lav procedurer for løbende opdatering, evaluering og kritisk brug af AI-systemer. Det gælder især, hvis AI’en bliver brugt til at kommunikere, klassificere, oversætte eller generere indhold, der skal være aktuelt og kulturelt relevant.

Forandringsparathed handler ikke kun om teknologi – men også om kultur og bevidsthed: At man er parat til at gribe ind, når virkeligheden rykker sig.

Peter Svarre - petersvarre.dk - Nørrebrogade 110A, 1.tv, 2200 København N, tlf: 40409492, mail: peter@petersvarre.dk

bottom of page